En stille morgen den 21. august 1911 trådte den italienske glarmester Vincenzo Peruggia, iført en hvid arbejdskittel, ind ad en personaledør på Louvre-museet i Paris. Klokken var knap syv på museets ugentlige lukkedag, og det berømte
Vincenzo Peruggia, født i Dumenza i det nordlige Italien, havde søgt lykken i Paris siden 1908. Han var ansat hos firmaet A. Gobier, der installerede sikkerhedsglas foran Louvres mest kostbare malerier, herunder Mona Lisa. Dette gav ham indgående kendskab til Louvre-museets sikkerhedsprocedurer og svagheder, samt hvordan man fjernede malerier fra deres rammer. Den officielle efterforskning af tyveriet viste, at Peruggia benyttede en personaletrappe til at fjerne maleriet. Han hævdede selv at have pakket det ind i sin kittel og forladt museet ubemærket. Den smalle trappe, som stadig eksisterer i museet, blev senere gerningssted for et centralt fund: Den tomme ramme og det beskyttende glas blev fundet skjult bag skitser. Peruggias beskedne højde på 160 cm har affødt spekulationer om, hvordan han kunne skjule et 53x77 cm maleri. Under den senere retssag i Firenze i 1914 forklarede han dog, at han havde foldet kittelen om maleriet og båret det under armen.
Det mest forbløffende ved dette dristige tyveri er ikke kun selve udførelsen, men at der gik hele 26 timer, før nogen bemærkede, at Mona Lisa var borte. Først da den parisiske kopist Louis Béroud ankom til Louvre den 22. august for at male en kopi af Leonardo da Vincis mesterværk, blev tyveriet af Mona Lisa opdaget. Han fandt kun fire tomme jernkroge og en forvirret vagt, der antog, at maleriet midlertidigt var fjernet til fotografering. Efter timers venten insisterede Béroud på en nærmere undersøgelse, hvilket udløste kaos. Louvre-museet lukkede i en hel uge, mens politiet gennemsøgte hver en afkrog af det enorme museum. Ironisk nok blev Vincenzo Peruggia selv afhørt af politiet under denne intensive politiefterforskning, men undslap mistanke. En administrativ fejl i registreringen af hans fingeraftryk – politiet havde kun noteret hans højre hånds aftryk, mens det var venstre hånds aftryk, han havde efterladt på rammen – tillod ham at forblive uantastet.
Mens politiefterforskningen i Frankrig famlede i blinde, blev Mona Lisa pludselig en global kendis. Avisoverskrifter verden over proklamerede "det perfekte kup", og tusindvis af nysgerrige strømmede til Louvre for at betragte den tomme væg, hvor det berømte maleri havde hængt. Over 50.000 besøgende kom den første uge alene – en fordobling af det årlige besøgstal før tyveriet. Souvenirbutikker tjente stort på postkort og chokoladeæsker med Mona Lisas portræt, og hun blev et kulturelt ikon og en fast bestanddel af datidens popkultur. Imens skjulte Vincenzo Peruggia maleriet i sin beskedne lejlighed på Rue de l'Hôpital-Saint-Louis 5 i Paris. Breve til hans far i Italien afslørede en drøm om at "gøre en formue på én gang" ved at sælge det stjålne kunstværk. To år forløb, hvor politiet i Frankrig fulgte adskillige falske spor, hvilket endda førte til en kortvarig anholdelse af digteren Guillaume Apollinaire og maleren Pablo Picasso, som fejlagtigt blev mistænkt for at lede en bande af kunsttyve.
I december 1913 tog Vincenzo Peruggia endelig kontakt til omverdenen. Med Mona Lisa skjult i en kuffert med dobbeltbund rejste han til Firenze i Italien, hvor han opsøgte kunsthandleren Alfredo Geri. Under pseudonymet "Leonard" skrev Peruggia: "Jeg har Leonardo da Vincis mesterværk. Det tilhører Italien, og jeg ønsker at returnere det til mit fædreland." Dette forsøg på at fremstille sig som en patriotisk helt kan ses som et element af bedrageri, især i lyset af hans tidligere udtalelser om profit. Mødet på Hotel Tripoli-Italia den 10. december blev dog et antiklimaks for Peruggia. Da Alfredo Geri og Giovanni Poggi, direktøren for Uffizi-galleriet, åbnede kufferten, lå Mona Lisa der – intakt, men med en lille revne i lærredet, forårsaget af Peruggias uforsigtige håndtering. "Jeg forventer en halv million lire og en garanti for, at den aldrig vender tilbage til Frankrig," proklamerede Vincenzo Peruggia, men blev i stedet omgående arresteret.
Under den efterfølgende retssag i Firenze i juni 1914 fremstod Vincenzo Peruggia som en nærmest tragikomisk figur. Han fastholdt stædigt, at hans motiv for tyveriet var ren patriotisme: "Napoleon stjal den fra Italien! Jeg ville give Mona Lisa tilbage til det italienske folk." Anklagemyndigheden påpegede dog hans tidligere brev om at "lave en formue" samt en tidligere dom for væbnet røveri, hvilket såede tvivl om hans påståede ædle hensigter og pegede på hans skyld. Dommen lød på et års og 15 dages fangeskab, men Peruggia blev løsladt allerede efter syv måneder for god opførsel. Imens gennemførte Mona Lisa en triumferende rundrejse i Italien, hvor over 60.000 mennesker i Rom og Milano så maleriet, før det den 4. januar 1914, under militæreskorte, blev returneret til Louvre-museet i Frankrig. Her blev det placeret bag en forstærket glasramme – en direkte konsekvens af det spektakulære tyveri. I dag er Leonardo da Vincis mesterværk beskyttet af en 600 kg tung, kuglesikker glasrude.
Selvom Vincenzo Peruggia døde i 1925, fortsætter debatten om hans sande motiv for det historiske kunsttyveri. Var han en naiv italiensk patriot, en udspekuleret tyv, eller blot en klodset opportunist? Breve og retsdokumenter fra retssagen i Firenze antyder en kompleks blanding af motiver: et nag mod Frankrig, hvor han som immigrant havde oplevet diskrimination, kombineret med en drøm om hurtig rigdom. Ironisk nok var det netop Vincenzo Peruggias dristige tyveri, der katapulterede Mona Lisa fra at være et værdsat kunstværk til et globalt ikon – en status som Louvre-museet stadig nyder godt af, når over 15.000 besøgende dagligt flokkes foran maleriet. Dette spektakulære kunsttyveri afslørede også de alarmerende sikkerhedsbrister på det verdensberømte museum. Før 1911 kunne et maleri nærmest stjæles af enhver ved blot at løfte det af væggen. Som en direkte konsekvens af tyveriet af Mona Lisa blev der indført moderne alarmsystemer, strammere vagtprotokoller og de første overvågningskameraer – en sikkerhedsmæssig arv, der stadig former sikkerheden på museer verden over. Vincenzo Peruggia selv gled ud i historiens glemsel, men hans handling sikrede Leonardo da Vincis Mona Lisa en evig plads på verdenskortet.
Kilder:
Fascineret af historiske forbrydelser og dristige kup? Følg KrimiNyt for flere dybdegående sager om kunsttyverier og efterforskningens kringelkroge.
Admin
{"da":"Quick Facts","en":"Quick Facts"}
En stille morgen den 21. august 1911 trådte den italienske glarmester Vincenzo Peruggia, iført en hvid arbejdskittel, ind ad en personaledør på Louvre-museet i Paris. Klokken var knap syv på museets ugentlige lukkedag, og det berømte museum lå øde hen. Mens sommerheden hvilede over den franske hovedstad, udførte Peruggia, hvad der skulle blive et af det 20. århundredes mest dristige og historiske kunstrøverier: tyveriet af Leonardo da Vincis Mona Lisa. Maleriet, i dag verdensberømt, var dengang en mindre kendt skat på Louvre, hvis sande værdi først blev åbenbar, da det forsvandt fra sin plads i Salon Carré.
Vincenzo Peruggia, født i Dumenza i det nordlige Italien, havde søgt lykken i Paris siden 1908. Han var ansat hos firmaet A. Gobier, der installerede sikkerhedsglas foran Louvres mest kostbare malerier, herunder Mona Lisa. Dette gav ham indgående kendskab til Louvre-museets sikkerhedsprocedurer og svagheder, samt hvordan man fjernede malerier fra deres rammer. Den officielle efterforskning af tyveriet viste, at Peruggia benyttede en personaletrappe til at fjerne maleriet. Han hævdede selv at have pakket det ind i sin kittel og forladt museet ubemærket. Den smalle trappe, som stadig eksisterer i museet, blev senere gerningssted for et centralt fund: Den tomme ramme og det beskyttende glas blev fundet skjult bag skitser. Peruggias beskedne højde på 160 cm har affødt spekulationer om, hvordan han kunne skjule et 53x77 cm maleri. Under den senere retssag i Firenze i 1914 forklarede han dog, at han havde foldet kittelen om maleriet og båret det under armen.
Det mest forbløffende ved dette dristige tyveri er ikke kun selve udførelsen, men at der gik hele 26 timer, før nogen bemærkede, at Mona Lisa var borte. Først da den parisiske kopist Louis Béroud ankom til Louvre den 22. august for at male en kopi af Leonardo da Vincis mesterværk, blev tyveriet af Mona Lisa opdaget. Han fandt kun fire tomme jernkroge og en forvirret vagt, der antog, at maleriet midlertidigt var fjernet til fotografering. Efter timers venten insisterede Béroud på en nærmere undersøgelse, hvilket udløste kaos. Louvre-museet lukkede i en hel uge, mens politiet gennemsøgte hver en afkrog af det enorme museum. Ironisk nok blev Vincenzo Peruggia selv afhørt af politiet under denne intensive politiefterforskning, men undslap mistanke. En administrativ fejl i registreringen af hans fingeraftryk – politiet havde kun noteret hans højre hånds aftryk, mens det var venstre hånds aftryk, han havde efterladt på rammen – tillod ham at forblive uantastet.
Mens politiefterforskningen i Frankrig famlede i blinde, blev Mona Lisa pludselig en global kendis. Avisoverskrifter verden over proklamerede "det perfekte kup", og tusindvis af nysgerrige strømmede til Louvre for at betragte den tomme væg, hvor det berømte maleri havde hængt. Over 50.000 besøgende kom den første uge alene – en fordobling af det årlige besøgstal før tyveriet. Souvenirbutikker tjente stort på postkort og chokoladeæsker med Mona Lisas portræt, og hun blev et kulturelt ikon og en fast bestanddel af datidens popkultur. Imens skjulte Vincenzo Peruggia maleriet i sin beskedne lejlighed på Rue de l'Hôpital-Saint-Louis 5 i Paris. Breve til hans far i Italien afslørede en drøm om at "gøre en formue på én gang" ved at sælge det stjålne kunstværk. To år forløb, hvor politiet i Frankrig fulgte adskillige falske spor, hvilket endda førte til en kortvarig anholdelse af digteren Guillaume Apollinaire og maleren Pablo Picasso, som fejlagtigt blev mistænkt for at lede en bande af kunsttyve.
I december 1913 tog Vincenzo Peruggia endelig kontakt til omverdenen. Med Mona Lisa skjult i en kuffert med dobbeltbund rejste han til Firenze i Italien, hvor han opsøgte kunsthandleren Alfredo Geri. Under pseudonymet "Leonard" skrev Peruggia: "Jeg har Leonardo da Vincis mesterværk. Det tilhører Italien, og jeg ønsker at returnere det til mit fædreland." Dette forsøg på at fremstille sig som en patriotisk helt kan ses som et element af bedrageri, især i lyset af hans tidligere udtalelser om profit. Mødet på Hotel Tripoli-Italia den 10. december blev dog et antiklimaks for Peruggia. Da Alfredo Geri og Giovanni Poggi, direktøren for Uffizi-galleriet, åbnede kufferten, lå Mona Lisa der – intakt, men med en lille revne i lærredet, forårsaget af Peruggias uforsigtige håndtering. "Jeg forventer en halv million lire og en garanti for, at den aldrig vender tilbage til Frankrig," proklamerede Vincenzo Peruggia, men blev i stedet omgående arresteret.
Under den efterfølgende retssag i Firenze i juni 1914 fremstod Vincenzo Peruggia som en nærmest tragikomisk figur. Han fastholdt stædigt, at hans motiv for tyveriet var ren patriotisme: "Napoleon stjal den fra Italien! Jeg ville give Mona Lisa tilbage til det italienske folk." Anklagemyndigheden påpegede dog hans tidligere brev om at "lave en formue" samt en tidligere dom for væbnet røveri, hvilket såede tvivl om hans påståede ædle hensigter og pegede på hans skyld. Dommen lød på et års og 15 dages fangeskab, men Peruggia blev løsladt allerede efter syv måneder for god opførsel. Imens gennemførte Mona Lisa en triumferende rundrejse i Italien, hvor over 60.000 mennesker i Rom og Milano så maleriet, før det den 4. januar 1914, under militæreskorte, blev returneret til Louvre-museet i Frankrig. Her blev det placeret bag en forstærket glasramme – en direkte konsekvens af det spektakulære tyveri. I dag er Leonardo da Vincis mesterværk beskyttet af en 600 kg tung, kuglesikker glasrude.
Selvom Vincenzo Peruggia døde i 1925, fortsætter debatten om hans sande motiv for det historiske kunsttyveri. Var han en naiv italiensk patriot, en udspekuleret tyv, eller blot en klodset opportunist? Breve og retsdokumenter fra retssagen i Firenze antyder en kompleks blanding af motiver: et nag mod Frankrig, hvor han som immigrant havde oplevet diskrimination, kombineret med en drøm om hurtig rigdom. Ironisk nok var det netop Vincenzo Peruggias dristige tyveri, der katapulterede Mona Lisa fra at være et værdsat kunstværk til et globalt ikon – en status som Louvre-museet stadig nyder godt af, når over 15.000 besøgende dagligt flokkes foran maleriet. Dette spektakulære kunsttyveri afslørede også de alarmerende sikkerhedsbrister på det verdensberømte museum. Før 1911 kunne et maleri nærmest stjæles af enhver ved blot at løfte det af væggen. Som en direkte konsekvens af tyveriet af Mona Lisa blev der indført moderne alarmsystemer, strammere vagtprotokoller og de første overvågningskameraer – en sikkerhedsmæssig arv, der stadig former sikkerheden på museer verden over. Vincenzo Peruggia selv gled ud i historiens glemsel, men hans handling sikrede Leonardo da Vincis Mona Lisa en evig plads på verdenskortet.
Kilder:
Fascineret af historiske forbrydelser og dristige kup? Følg KrimiNyt for flere dybdegående sager om kunsttyverier og efterforskningens kringelkroge.
Admin